Name: Kammermusikforeningen af 1911
Start: 2026-02-18T19:30:00+01:00
End: 2026-02-18T21:30:00+01:00

POLITIKEN

2022 POLITIKEN

“Bjarke Mogensen mestrer at invitere publikum ind i musik, der ellers kan virke fremmed, og gør oplevelsen levende gennem sit engagerede ansigts- og kropssprog

https://politiken.dk/kultur/art8258330/På-fynsk-herregård-går-de-konsekvent-efter-det-bedste

POLITIKEN

THOMAS MICHELSEN

Med instrumenter, der sjældent mødes, får to genier det hele til at svæve
Nyt album fra duo, som leger sammen med udgangspunkt i jazz og klassisk, er fremragende.

Bjarke Mogensen og Mathias Heise: Flux.
Gateway Music.

De spiller en masse i København og på Sjælland nu i januar og februar, duoen Mathias Heise og Bjarke Mogensen. Kombinationen af instrumenter, de dyrker – mundharmonika og akkordeon – er utraditionel, men oplagt.

Hvorfor? Fordi de laver lyd på samme måde. Den kromatiske mundharmonika, som jazzmusikeren Mathias Heise er verdensmester på, og akkordeonet, der er en harmonika for viderekomne, fungerer begge ved, at luft blæses hen over metaltunger, som sættes i bevægelse og vibrerer.

Spiller de så jazz eller klassisk?
Svaret er nok mest jazz, selv om der på Mathias Heises hjemmeside, hvor man kan se en oversigt over deres koncerter plus deres præsentationsvideo, står »jazz meets classic«. Og sandt er det, at de to efter det minimalistisk virtuose, genreuafhængige titelnummer »Flux« fortsætter med stykker af Debussy.

Heise er jazzmand. Mogensen er klassisk uddannet. Begge er geniale instrumentalister, og hvis noget står fra albummet, er det, at de nyder at bruge deres overskud til at mødes og løfte hinanden.

Så skidt med genrerne. Mathias Heise fraserer, så alle jazzfans vil føle sig godt tilpas. Man hører det på hans ballade »Voices in the Dark«, hvor han også viser sine evner som jazzpianist, inden parret bytter roller, så Mogensens akkordeon akkompagnerer Heises mundharmonika.

En lille choro af brasiliansk musiks grand old man, Hermeto Pascoal, løfter stemningen yderligere og viser begge musikeres formåen.
Heises egen »Café Cubano« fortsætter det svimlende, men fanger også en jazzet jordforbindelse, før intimstemning indgår i det avancerede, men fængende arrangement.

Nogle er mere vilde med jazze Bach, end jeg er. Her spiller duoen en »Adagio« af gamle Johann Sebastian med følsomhed. Men stadig med den spændstighed, der er kendetegnende for albummet. Et par af numrene er skrevet af Bjarke Mogensen, som møder Heise på hans hjemmebane, mens han sørger for skarphed i akkompagnementet, så kollegaen kan svæve.

Melodierne smelter som chokolade på tungen. Mogensens funky nummer »Heist« åbner virkelig for det musikalske flow. Der er også et par numre af salig Bent Fabricius-Bjerre, som førte de to musikere sammen.

Det markerer duoen ved at spille den vemodige Brecht-vals »The Immigrant«, inden »Norwegian Sunset« viderefører folketonen fra albummets elegante Mogensen-bearbejdelse af en folkemelodi fra akkordeonspillerens fødeø, Bornholm, og lader solen sænke sig over et album, der godt kunne lokke mig til koncert. To genier kombinerer to instrumenter, der sjældent mødes, så genre- og kassettænkning fordamper. Fordi deres klange smelter så fint sammen, og fordi begge musikere har et overskud, der virkelig løfter alt materialet på »Flux«.

Magasinet Klassisk

Malene Rønnow

Winter Steps and Summer Skies (2025)
Bjarke Mogensen (akkordeon),
Toke Møldrup (cello).
Gateway Music (CD)

At lytte til ‘Winter Steps and Summer Skies’ er ligesom at være til bords i en rigtig godt stemt Michelin-restaurant: Alt, som i alt, på CD’en er kvalitet og serveret med omhu, fra kompositionerne over spil til mix.

Malene Rønnow

Klassik-Heute

Stefan Pieper

“Mogensen commands both musical worlds with astonishing assurance. In Shamo’s cycle he draws a warm, almost cello-like depth from the accordion, giving the instrument a richness usually reserved for strings. His phrasing lets the polyphony breathe as if a grand organ were at work.”

Emotional Intimacy

“In the Aria, Mogensen shapes vibrating register shifts and deliberate breaths into vocal snapshots of piercing intimacy. The Toccata reveals finger-breaking precision and rhythmic force, turning the accordion into a machine of orchestral density without losing clarity.”

Versatility & Dialogue

“In Koppel’s movements, an entirely different side emerges: Mogensen modulates attack and expression, colliding melodic lines with percussive blows. He builds a dialogue with the ensemble that goes far beyond mere accompaniment.”

Stefan Pieper [12.11.2025]

Full reveiw:

http://www.klassik-heute.de/4daction/www_medien_einzeln?id=25255

The Arts Desk

David Nice

DSCH

“The decision to entrust the limpid neoromantic Andante of the Second Piano Concerto (Shostakovich) to Mogensen’s extreme sensitivity is one of many moving surprises.”

Full article:

https://www.theartsdesk.com/classical-music/concert-theatre-dsch-norwegian-co-oslo-opera-house-scene-2-review-shostakovich-choreographed

seismograf.org

LOUISE STEIWER

“Mogensen’s accordion is in constant dialogue with the space; he calls, and the dark colonnades answer back — or is it the other way around? His Passage crackles, snaps, and crunches like stones being broken.”…
“The audience sits petrified, completely absorbed in the sound, as Mogensen masterfully makes his instrument sound like everything from a rapid breath to a thunderclap.”…
“Mogensen, with his versatile taste and command of tone, stretches time itself in the Cisterns. Long tones bloom in the vast reverberation while his short, pearling attacks ricochet like marble against stone.”…

Full article:

https://seismograf.org/kortkritik/composition-stone-walls

New York Times

Anthony Tommasini

Perhaps most captivating is the sheer range of strange, delicate and piercing sound the brilliant Bjarke Mogensen draws from the accordion; who needs synthesizers when you have this virtuoso in your ensemble.

Berlingske Tidende

Søren Schauser

Det uhyre beskedne multitalent ligner stadig mere en Kong Midas i dansk musik. Når han rører ved noget bliver det til guld.”

FYENS STIFTSTIDENDE

Mikael Krarup

Når nu Scarlatti skrev langt over 500 hundrede af slagsen, når nu der findes oceaner af indspilninger med dem for instrumenter som koncertflygel, guitar, harpe med videre, så er der vel ingen grund til, at Bjarke Mogensen ikke også skulle kunne kaste sig over disse sprøde, elegante, begavede solo-sonater for cembalo.

Scarlatti stod – eller står vel stadig – noget i skyggen af Bach og Händel. Alle tre var endda på forunderlig vis født i det selvsamme år, 1685. Om man så bryder sig om disse sonater spillet på akkordeon, ja, det er vel en god og relevant diskussion værd. Helligbrøde er det i hvert fald ikke. 13 sonater har Bjarke Mogensen omhyggeligt udvalgt, og de repræsenterer både ømheden, elegancen, humoren, inderligheden og det svulstige hos Scarlatti.

Ikke uventet fremstår værkerne med et liv, en dynamik og en sjælfuldhed, som klæder dem, og som cembaloets knipserier af naturlige årsager jo slet ikke formår. Så lyt efter helt andre klange og nyd Bjarke Mogensens fine og respektfulde tilgang til de 13 sonater.

San Francisco Chronicle

Joshua Kosman

How’s this for an improbable turn of events: The most beautiful, dramatic and sheerly irresistible disc of new music to cross my desk in months is a compilation of four Scandinavian accordion concertos. Well, believe it. In lively, thoughtful performances by the remarkable Danish virtuoso Bjarke Mogensen, these pieces – two of them written for him – showcase the instrument’s versatility and color. What’s remarkable, too, is the way none of the composers here shies away from the accordion’s various associations – the music here is at once modern and tuneful, rhythmic and comical.

New York

Lucid Culture

Making his North American debut, hotshot Danish accordionist Bjarke Mogensen joined the ensemble for a richly genre-blending, emotionally intense yet frequently very playful US premiere of Anders Koppel’s Concerto Piccolo.

Koppel began his career as a rock musician while still in his teens, playing psychedelic pop with popular Danish export Savage Rose, but in the following years he moved to film music. This three-part suite proved as fascinating as it was well-played, leaping from jazzy, bass-driven Mingus-esque suspense to macabre Bernard Herrmann atmospherics to a surprisingly upbeat, subtly amusing conclusion.

Mogensen matched a whirlwind attack through a knotty thicket of accidentals to several wrenchingly beautiful, minimalistically ambient passages…

Kammermusikforeningen af 1911

Detaljer