Bjarke Mogensen fik sin internationale debut som 13-årig i en tv-transmitteret koncert på ZDF som solist med München Symfonikerne. Siden har han udviklet sig til en af Danmarks mest alsidige og markante klassiske musikere. Mange husker ham som vinder af DR’s musikkonkurrence Spil for livet, hvor han imponerede både seere og dommere med sit usædvanlige instrument og bemærkelsesværdige musikerskab. I 2012 skrev han historie som den første accordeonspiller til at vinde 1. pris ved European Broadcast Union’s prestigefyldte solistkonkurrence i Bratislava.
Bjarke Mogensens musikalske nysgerrighed har ført til samarbejder med stjernemusikere som Gidon Kremer og Tatjana Masurenko samt med markante kunstnere på tværs af genrer som Steffen Brandt, Henrik Koefoed, Bent Fabricius-Bjerre og Benny Andersen.
Også som kammermusiker har han markeret sig stærkt: Med sin accordeonduo MYTHOS vandt han P2’s Kammermusikkonkurrence med en opsigtsvækkende fortolkning af Stravinskys Petrouchka for to accordeoner.
Hans repertoire spænder fra egne kompositioner og arrangementer af klassiske værker til folkemusik og helt nykomponerede værker. Gennem sit pionérarbejde har han inspireret til skabelsen af over 60 nye værker for accordeon – solo, kammermusik og orkester – skrevet af nogle af nutidens mest fremtrædende komponister.
De seneste år har Bjarke Mogensen været særdeles aktiv på den internationale scene: I 2024 blev han udnævnt til P2 Kunstner, og i 2025 er han udnævnt til Anne Marie og Carl Nielsens hæders-pris. Kommende optrædender byder desuden på en hovedrolle i den anmelderroste opførelse af DSCH med Norwegian Chamber Orchestra og Pekka Kuusisto efter en række anmelderroste optrædender i Southbank Centre i London og Bergen Festspillene.
Bjarke Mogensen spiller på en Pigini Mythos nr.5, ofte beskrevet som accordeonets svar på en Stradivarius. Men hans musikalske udførelser begrænser sig sjældent til de gængse 12 toner på en oktav, og det er derfor ikke usædvanligt at man kan opleve ham på sit special-byggede kvarttone accordeon stemt i 24 toner på pr. oktav.